Kort (geografi) - Vyborg

Vyborg (Вы́борг, ; Viipuri; Viborg; Wiburg) er en by i Leningrad oblast, Rusland, i en del af det område som Finland måtte afstå til Sovjetunionen efter 2. verdenskrig. Byen har indbyggere. Vyborg ligger ved Finske Bugt på det Karelske næs. Hovedgaden i Vyborg hedder Lenina prospekt, mens den under finsk styre hed Torkkelinkatu (Torgilsgatan) efter byens grundlægger.

Det område hvor Vyborg ligger var oprindelig en handelsplads ved Vuoksiflodens vestlige gren, der er udtørret. Området var beboet af karelere, en østersøfinsk folkestamme, som kom under Novgorods og Sveriges herredømme.

Den første borg ved Vyborg blev grundlagt på en lille holm i den inderste del af Den Finske Bugt nær en gammel karelsk bosættelse og handelsplads fra 900-tallet under det tredje svensk korstog i af den svenske rigsmarsk Torgils Knutsson. Sverige og Republikken Novgorod kæmpede gennem årtier om kontrollen med slottet. Ved Nöteborg-traktaten i 1323 blev Vyborg endeligt anerkendt som en del af Sverige. Byen modstod Daniil Shchenyas (Даниил Щеня) langvarige belejring under den russisk-svenske krig i 1496-1499.

Ikke lang tid efter slottets opførelse opstod en handelsplads, Gamla Vyborg, i dets nærhed. Vyborg omtales i 1300-tallet og fik byrettigheder i 1403 af kong Erik af Pommern.

Under det svenske herredømme var Vyborg tæt forbundet med den svenske uradelsslægt Bååt, der oprindelig var fra Småland. Næsten alle senmiddelalderlige lensherrer af Vyborg nedstammede fra, eller var gift ind i, Bååt-slægten. I praksis fungerede lensgreven som pfalzgreve, selvom de ikke formelt havde denne titel: de havde feudale privilegier og ret til at beholde alle kronens indkomster fra lenet, som blev brugt til forsvaret af rigets østlige grænse.

Vyborg forblev på svenske hænder, indtil byen blev indtaget af zar Peter den Store efter belejring under Den Store Nordiske Krig (1710). Ved Freden i Nystad (1721), der afsluttede krigen, tilfaldt byen og en del af Gammel Finland (de østlige dele af Vyborg län) Rusland.

Vyborgs slot blev støttepunkt for det svenske styre i disse egne og var gennem århundreder rigets vigtigste værn mod Rusland; det var i den senere del af middelalderen rigets vigtigste fæstning næst efter Stockholm. I middelalderen havde Vyborgs slottslän og dets befalende en særskilt status inden for rigets administration, i lighed med pfalzstatus, palatinatet. De geografiske betingelser for stæder som Vyborg ved østgrænsen og Lödöse ved vestgrænsen i det svenske rige gjorde at disse to stæder mange gange tog selvstændige beslutninger på grund af at centralmagten var for langt borte når hurtige beslutninger af betydning for rigets sikkerhed skulle tages. Blandt de mægtige hövitsmän, på grund af deres administrative myndighed og afstanden fra hovedstaden næsten uafhængige, som sad på Vyborg, kan nævnes Bo Jonsson Grip, Kristiern Nilsson (1417–42), Karl Knutsson (1442–48) inden hans tronbestigelse, Erik Axelsson (1457–81), Knut Jönsson Posse (1495–97), som slog russernes stormangreb den 30. november 1495 tilbage og blev berømt for den "viborgska smällen" og Sten Sture den ældre (1497–99).

Formentlig under Erik Axelsson Thotts tid i 1470-erne begyndte man at opføre forsvarsværker omkring byen. Vyborg kom til at ligne Visby med sin bymur, to munkeordner (dominikanere 1392 og franciskanere i begyndelsen af 1400-tallet), slot (Torgils Knutssons borg) og domkirke (omend den først officielt blev det år 1554, da Vyborgs stift oprettedes) ved grænsen til republikken Novgorod og senere Rusland. Det var en vigtig handelsplads for østeuropahandelen (via Hansaen med tjære som vigtigste eksportvare ), ekspansionspolitik og den vesterlandske kristendoms yderste post, med en talrig mangekulturel befolkning, som talte svensk, finsk, russisk og tysk.

Befæstningsarbejderne fortsattes, lige til rigsgrænsen ved freden i Stolbova 1617 flyttedes længere mod øst. Erik 14. påbegyndte og Johan 3. fuldførte en befæstningsfirkant på russisk side, den såkaldte Ny-befästningen eller I-vallen, inden for hvilken en stor mængde borgere bosatte sig, og hvilken under 1600-tallet sammen med Siikaniemi (den nordlige forstad) og Pantsarlaks lige som den egentlige by regnedes til kommunen. Johan 3. anlagde tillige et blokhus på Siikaniemi, og 1588 påbegyndtes opførelsen af en bastion i italiensk stil. 1594 hærgedes Vyborg af en ødelæggende ildebrand, som tilmed skadede fæstningsværkerne. Efter at hertug Karl 1599 havde indtaget Vyborg, kom der på ny fart i befæstningsarbejderne både omkring byen og ved slottet, og i 1604 var anlæggelsen "i full defension", men så omfattende at 6.000–7.000 mands besætning var påkrævet.

Efter at Sverige havde erobret Kexholm og Nöteborg, mistede Vyborg sin militære betydning, og dets befæstninger vedligeholdtes derefter blot nødtørftigt; under byens regulering, anbefalet af Per Brahe d.y. og fra 1639 gennemført af ingeniør Anders Torstensson, fik de til og med lov til at forfalde. I 1653 brændte Vyborg endnu en gang. I 1676 istandsattes såvel bybefæstningen som slotsvolden. I 1681 blev det bestemt, at I-vallen skulle forstærkes og forsynes med flere forsvarsværker mod havet. I 1694 var befæstningerne så forfaldne at man med hest og slæde kunne køre ind gennem hullerne i mur og vold. Først 1703 fik Vyborg imidlertid egen fortifikationsstatus, og fra 1704 begyndte forstærkningsarbejder i henhold til Lorentz Kristoffer Stobées tegninger at blive gennemført.